Tilsynserklæring 2009 PDF Udskriv

NORDDJURS FRISKOLE 24. marts 2009

 

Jf. lovbekendtgørelse nr. 891 af 08/07/2007 om friskoler og private grundskoler, kan jeg som ekstern tilsynsførende erklære, at elevernes standpunkt i dansk, regning/matematik og engelsk, samt skolens samlede undervisningstilbud ud fra en helhedsvurdering, står mål med hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Grundlaget for tilsynet:

- Et dagsbesøg på skolen med overværelse af undervisning d. 13. marts 2009

- Samtaler med ledelsen, lærere

- Interview med elever

- Gennemsyn af skolens hjemmeside

- Gennemlæsning af skolens informationshæfte: Kometen

 

Mødet med skolen

Norddjurs friskole fremstår som en skole med gode fysiske rammer, der fint understøtter skolens værdigrundlag. Som gæst føler man sig umiddelbart velkommen på skolen.

Under mit besøg på skolen var man især optaget af den tidlige skolestart, hvor børnene begynder i skolen allerede i april den kommende teateruge i indskolingen fagdage på mellemtrinnet og i udskolingen skoleudveksling og internationalt samarbejde med en skole i  Tjekkiet.

Der er på skolen en god forståelse af, at det er vigtigt, at børnene kommer godt fra start når de skal starte i skolen og at det kræver en ekstra indsats hvis det skal lykkes.

De tværgående dimensioner i undervisningen har en central placering i planlægningen af skoleåret.

Det praktisk-musiske og den internationale dimension var især iøjnefaldende. Der gøres desuden brug af fleksibel planlægning af undervisningen, blandt andet ved hjælp af fagdage der giver mulighed for faglig fordybelse.

De undervisningssituationer jeg så, var præget af et fagligt engagement der fuldt lever op til det der kræves i folkeskolen.

Interviewet med nogle udvalgte elever viste, at eleverne er glade for deres skole og de fremhæver især det nære forhold til lærerne som noget positivt og særligt for skolen.

 

Med venlig hilsen
Skolekonsulent Niels Schmidt - tilsynsførende